Absurd: Nummer to på Citys topscorerliste har aldrig spillet i klubben
Erling Haaland sidder solidt på toppen af Premier Leagues topscoreliste.

Erling Haaland var igen manden bag Manchester Citys sejr søndag.
Bournemouth blev sendt hjem med et 3-1-nederlag, og Haaland stod for de to første City-mål, mens Nico O'Reilly tegnede sig for det sidste.
Dermed er det for Haaland blevet til 13 scoringer i sæsonens første 10 Premier League-kampe, og derfor sidder han solidt på Premier Leagues topscorerliste - og endnu mere solidt på Manchester Citys interne tospcorerliste.
Faktisk spiller nummer to på Manchester Citys interne Premier League-topscorerliste slet ikke i klubben - og har heller aldrig gjort det.
Mens Erling Haaland har scoret 13 af Manchester Citys 20 mål i Premier League i denne sæson, så er der ingen af hans holdkammerater, der har scoret mere end én gang.
Det har Rayan Cherki, Tijjani Reijnders, Phil Foden, Matheus Nunes og Nico O'Reilly, og dermed bliver de alle fem overgået.

Burnleys Maxime Estève scorede nemlig to selvmål, da Burnley sidst i september tabte 5-1 til Manchester City, og dermed er det franskmanden, der er nummer to på Manchester Citys interne topscorerliste.
Erling Haaland tog i august hul på sin fjerde Premier League-sæson, og selvom sæsonen er startet godt, så har nordmanden faktisk haft en nedadgående formkurve, hvis man ser over hele hans tid i den nordvestengelske klub.
I sin debutsæson i 2022-23 satte Haaland scoringsrekord med 36 mål i 35 Premier League-optrædener.
Den total blev en anelse dårligere med 27 mål i 31 kampe i hans anden sæson, og totalen tog et yderligere dyk i seneste sæson, hvor det 'kun' blev til 22 mål i 31 Premier League-kampe.
Efter i alt 159 kampe for Manchester City står Erling Haaland noteret for samlet set 141 mål på tværs af alle turneringer.
Manchester City
Pep Guardiola
Erling Haaland












