Overvældende flertal: Bayern-bosser får genvalg
Samtidig kunne klubben præsentere rekordoverskud.

Herbert Hainer bliver siddende i præsidentstolen i Bayern München.
Det har klubbens medlemmer med et overvældende flertal bestemt på klubbens årlige generalforsamling søndag.
Med 1.858 stemmer for, 85 imod og 44 undladte stemmer var der ikke nogen tvivl om, at Hainer nu går ind i endnu en periode som præsident for den sydtyske storklub - et embede han overtog fra klubbens nuværende ærespræsident Uli Hoeneß i 2019.
Oveni udvælgelsen kunne klubben også præsentere en rekordstor omsætning.
Regnskabsåret 2024-25 er således blevet lukket med en omsætning på 978,3 millioner euro - svarende til lidt over 7,3 milliarder danske kroner - med et overskud på 42,5 millioner euro - 317 millioner kroner - før skat.
Omsætningen er en stigning på 2,8 procent i forhold til sidste år, og for tredje år i træk er det ny rekord for klubben.
Herbert Hainer har været en del af Bayern Münchens bestyrelse siden 2002, og han tog helt som ventet mod nomineringen for yderligere tre år.
- Der er sket meget gennem årtierne – men én ting, én ting er altid forblevet den samme: At vi ikke måler os med konkurrenterne, men kun med os selv. Det, FC Bayern gør i dag, er målestokken for i morgen. Og I, kære medlemmer, I holder det hele sammen.

- Dette embede fylder mig med stor ydmyghed, og det er mig en stor ære fortsat at få lov til at være præsident for denne enestående klub, lyder det fra Herbert Hainer.
Også første-vicepræsident Dieter Mayer og anden-vicepræsident Walter Mennekes blev genvalgt med flertal nogenlunde tilsvarende Herbert Hainers.
Herbert Hainer følger i fodsporene på navne som Franz Beckenbauer, Uli Hoeneß og Karl Hopfner, der har siddet på rollen som præsident i Bayern München siden 1994.
Bayern München












