Frank og Tottenham taber hårdt London-derby inden FCK-møde
Thomas Frank og Tottenham Hotspur tabte London-derbyet mod Chelsea.

Der var syngende tacklinger og ond stemning på Tottenham Hotspur Stadium lørdag aften. Her tog Thomas Frank og Spurs i mod Chelsea i et af de større London-derbys.
Allerede efter syv minutter måtte Thomas Frank foretage en ændring, da Lucas Bergvall pådrog sig en hovedskade. Efter et tjek af svenskeren konstaterede lægestaben, at han ikke skulle spille videre.
36 minutter skulle der gå, inden opgørets første scoring faldt. Her sørgede Joao Pedro for at sende bolden i kassen efter fornemt forarbejde af Moises Caicedo. Ecuadorianeren erobrede bolden fra en sløset Micky van de Ven på kanten af Tottenham-feltet.
Herefter kom der for alvor gang i kampen, og særligt en tackling fra Rodrigo Bentancur fik kort før pausen temperamenterne i kog.
Her stemplede uruguayaneren Chelsea-backen Reece James hårdt, og der opstod massiv tumult og dertilhørende protester fra The Blues rettet mod kampens dommer.

Bentancur fik lov at blive på banen, men det lykkedes ikke Tottenham at bringe sig tilbage i opgøret.

Et benhårdt derby endte dermed 0-1 til Chelsea, der kan tage tre point med hjem til det vestlige London.
Det betyder, at sejrherrerne kravler op på siden af Tottenham i Premier League på henholdsvis fjerde- og tredjepladsen med hver 17 point fra ti kampe.
Opgøret fungerer også som optakt til Tottenhams brag mod FCK på tirsdag i Champions League i den forstand, at det er det sidste opgør for The Lilywhites inden Løverne kommer på besøg.
Tidligere lørdag tog en anden London-klub endnu et skridt i jagten på mesterskabet. Det kan du læse mere om her:

Tottenham Hotspur
Thomas Frank
Chelsea FC












