AaB-direktør raser mod politiet: Det er under al kritik
AaB’s direktør er ude med hård kritik af politiet efter de uroligheder, som udspillede sig forud for lørdagens kamp i Middelfart.

📍 Campo i Middelfart
AaB's direktør, Michael Tuxen Boll, langer nu hårdt ud efter politiet i kølvandet på lørdagens 1. divisionskamp i Middelfart.
Her havde flere hundrede fans taget toget fra Aalborg og gik i samlet flok fra stationen i Middelfart ud til Middelfart Stadion, hvor situationen efterfølgende eskalerede tæt ved indgangen.

AaB's direktør kom senere ud foran stadion og forhørte sig hos de involverede, og han forklarer nu situationen til Campo.
- Det, jeg hørte, var, at det var en fredelig fanmarch fra togstationen, hvor vores fans havde taget toget fra Aalborg. Der sker så det, at en person lige skal træde af på naturens vegne, som jeg hører det.
- Det mener politiet er uhørt, og de vælger at tage en konflikt og anholder manden. Ud af en helt udramatisk fanmarch skaber det en større scene, hvor politiet begynder at trække knipler og bruger peberspray, og det udvikler sig til noget, som på ingen måde hører hjemme, hvis man gad at tage det med en almindelig dialog, udtaler Tuxen Boll til Campo.


AaB-direktøren er ikke bleg for at give politiet skylden, som han mener var hovedårsagen til de dramatiske scener foran Middelfart Stadion.
- Jeg synes, det er en voldsom overreaktion af politiet. Jeg synes, det er under al kritik, at myndighederne i form af politiet ikke kan finde ud af at håndtere det på en bedre måde.
- Der var ingen optræk til noget som helst. Det var en fredelig fanmarch. Det var et ønske om at søge en konflikt, som ikke var der.
Så det var politiets ansvar, at det eskalerede, som det gjorde?
- 100 procent, slår direktøren fast.
Tuxen Boll regner ikke med, at AaB kommer til at gøre mere ved sagen.
Campo har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi, men trods gentagne henvendelser har de ikke vendt tilbage på vores forespørgsler.
Vi arbejder fortsat på at få en udmelding.
AaB vandt kampen mod Middelfart med 2-1, alligevel var cheftræner Steffen Højer ikke tilfreds med det, han så fra sit mandskab.
Læs mere her:

AaB












