David Nielsens forsøg slog fejl: Den er 100 procent på mig
David Nielsen foretog en taktisk ændring i pausen, men uden held.

AC Horsens bidrog fredag aften til, at HB Køge hentede sæsonens første sejr på udebane.
Hjemme i egen hule tabte det gulklædte mandskab nemlig med cifrene 2-3.
Det til trods for, at man var foran to gange undervejs.
Kort før pausefløjt tog AC Horsens sin anden føring, så man kunne gå i omklædningsrummet med 2-1. Men her tog cheftræner David Nielsen en beslutning, som han nok gerne ville have været foruden.
- Der er én ting, som har været gennemgående i hele sæsonen, og det er, at vi stopper med at tage chancer på bolden, når vi kommer foran. Det gør, at der er stor forskel på, hvordan vi ser ud som hold, og vi finder derfor ikke helt rytmen.
- Vi scorer til 1-0 og stopper fuldstændigt med at spille. Så scorer vi til 2-1 før pausen, og så føler jeg, at vi er nødt til at gå lidt mere simpelt og sende et offensivt signal om, at vi skal ud og fortsætte med at angribe.
- Så vi ændrer lidt og lægger to angribere op. Det giver ikke rigtig nogen respons, så den er 100 procent på mig. Vi ændrer tilbage igen, men kan ikke forsvare de to situationer, der er. Vi får ikke skabt noget som helst - frygtelig anden halvleg, siger han til Viaplay.
Med nederlaget bliver AC Horsens på fjerdepladsen i 1. division.
Her kan man nu at blive overhalet af fire forskellige hold i løbet af weekenden, og David Nielsen og kompagni risikerer at dumpe ned på syvendepladsen efter 15 runder.

Du kan se interviewet med David Nielsen nedenfor
AC Horsens












