Vejle henter sjælden sejr
Onsdag aften kom Vejle tilbage på sejssporet mod IF Lyseng i Pokalturneringen.

Blot én sejr er det blevet til Vejle Boldklub i denne sæsons Superliga, hvor klubben ligger solidt placeret i bunden.
Onsdag aften var der dog en overkommelig opgave i vente for Vejle, der i Pokalturneringen stødte sammen med bundproppen i 3. Division IF Lyseng.
Her var der oprejsning at hente for Vejle, der uden de store problemer kunne ekspedere IF Lyseng ud af Pokalturneringen.
Vejle kunne nemlig rejse hjem med en 4-0-sejr.
Allerede efter fire minutter kunne Vejle bringe sig foran i opgøret.
Her var det Christian Gammelgaard, der kunne bringe gæsterne i front.
Og blot otte minutter senere blev det endnu sjovere for vejlenserne, da Alexi Pitou kunne bringe gæsterne på 2-0.

I anden halvleg fik vejlenser en lige så god start, som det var tilfældet i første halvleg.
Her var det igen Alexi Pitu, der fandt vej til netmaskerne. Denne gang på oplæg af Tobias Lauritsen. Her var der blot spillet fire minutter af anden halvleg.
Og kort før tid blev det endnu sjovere for Vejle.
Her scorede Anders Sønderskov til slutresultatet 4-0, og dermed kunne et kriseramt Vejle-mandskab altså sætte en sikker sejr ind på kontoen og sikre sig videre avancement i Pokalturneringen.
Du kan se highlights fra kampen øverst i artiklen.
Vejle Boldklub













