Moukoko-hattrick ikke det vigtigste for Neestrup på en råkold aften i Hobro Foto: Ritzau/Scanpix

Moukoko-hattrick ikke det vigtigste for Neestrup på en råkold aften i Hobro

Jacob Neestrup er glad for sin tyske angriber, men de tre mål fylder i mindre grad for FCK-cheftræneren.

Jacob Neestrup og Moukoko i samme billede.
Foto: Ritzau/Scanpix

📍 Campo på DS Arena i Hobro

Der var særligt én grund til, at F.C. København ikke løb ind i pokalvanskeligheder i Hobro, som det var tilfældet for tre år siden.

Dengang skulle F.C. København igennem en straffesparkskonkurrence for at sikre videre avancement, men det var ikke nødvendigt onsdag aften, hvor københavnerne vandt sikkert 1-4.

20-årige Youssoufa Moukoko scorede kampens første tre mål, og dermed var han tæt på at fordoble sin måltotal for FCK, der inden onsdagens kamp lød på fire mål i 22 kampe.

De tre mål var dog ikke det, cheftræner Jacob Neestrup efterfølgende hæftede sig ved.

- Jeg synes, han spiller med et meget stort engagement på en råkold, mørk aften i Hobro, og det var det vigtigste for mig. Ikke de tre mål, men mere hans store engagement og bidrag til andre ting i præstationen, specielt mellem felterne.

- Jeg plejer altid at sige, at jeg ønsker det bedste for alle mine spillere. Jeg er ligeglad med, hvem der scorer, men selvfølgelig betyder det noget for os, at 'Muki' laver tre mål. Nu har han jo lavet fire tidligere også, så det er jo ikke fordi, han skulle åbne målkontoen, siger Jacob Neestrup til Campo.

Moukokos første mål faldt allerede efter 13 minutters spil, og det var i høj grad med til at tippe en ellers jævnbyrdig første halvleg helt over på gæsterne præmisser i anden halvleg.

Jacob Neestrup og Moukoko i samme billede.
Foto: Ritzau/Scanpix

Den tidlige scoring tilskriver FCK-cheftræneren dog ikke voldsom stor betydning.

- Det er jo altid godt at score tidligt, men forskellen på de to hold bliver allerstørst der de sidste 30 minutter, når tempoet måske er skruet lidt højere op for modstanderen, end hvad de normalt er vant til, lyder det fra Jacob Neestrup.

F.C. København er med onsdagens sejr det andet mandskab, der booker en plads i Oddset Pokalens kvartfinale, efter OB gjorde det samme med en 0-3-sejr over Brønshøj i sidste uge.

Danke schön: Tysk nyindkøb bremser resultatkrisen i FCK foto
Danke schön: Tysk nyindkøb bremser resultatkrisen i FCK

Mest læste

Notifications

Notifikationer