‘Halvhjertet præstation’ – Wolfsburg-keeper i voldsom svada efter pokal-fiasko
Wolfsburg skuffede fælt tirsdag aften mod Holstein Kiel.

Av, av, av.
Wolfsburg led et fælt nederlag i DFB-pokalen tirsdag aften, da klubben blev ekspederet ud af pokalturneringen af et undertippet Holstein Kiel-hold, der har sin daglige gang i 2. Bundesliga.
Bundesliga-klubben kollapsede, og holdets præstation høster stor kritik hos målmanden Marius Müller, der afløste en skadet Kamil Grabara i Wolfsburg-målet.
- Når du for sent prøver at kaste alt ind i det og først alt for sent indser, at tiden er ved at løbe fra dig, og du inden da bare spiller halvhjertet med 70-75 procent, så bliver det svært. Så vinder du hverken kampe i 2. Bundesliga, i 3. Liga eller i Regionalligaen, siger Müller til tyske Bild.
Wolfsburg fik sig i weekenden en tiltrængt succesoplevelse, da holdet slog Hamburger SV i Bundesligaen.

Müller mener på bagkant af sejren mod HSV, at Wolfsburg tog for let på opgaven i DFB-pokalen og decideret undervurderede Kiel.
- Vi har ikke forstået, hvad der skete lørdag i Hamburg. Vi har simpelthen ikke fattet det.
- Vi troede, at nu havde vi vendt skuden, og at Kiel ville blive en let opgave i midtugen. Men sådan hænger fodbold ikke sammen – og det skal vi til at indse, siger Müller.
Både Christian Eriksen, Andreas Skov Olsen, Joakim Mæhle og Adam Daghim fik minutter i skuffelsen mod Kiel. Eriksen var eneste dansker, der fik fuld tid på banen.
Læs om pokalnederlaget her:

Wolfsburg












