Velkommen i klubben: Stort tillykke, Nicolai Larsen
Hertil og ikke længere.

Nicolai Larsen rundede i søndag sin kamp nummer 400 i Superligaen, og dermed nærmer han sig min rekord (452) – sammen med Jesper Hansen (426) i AGF. Jeg tænker, det er på tide de stopper og lægger støvlerne på hylden. Måske Nicolai Larsen kan nå et enkelt ophold et eksotisk sted inden det er helt slut, men så tænker jeg også, at de har gjort det godt.
Nej, spøg til side. Jeg må bare sige, at det er to stadig spillende- og toppræsterende legender, vi her snakker om. Og måske vigtigst af alt, så er de meget højt respekteret blandt både med- og modspillere. Nicolai er 34 år og som målmand er det jo ingen alder – bare spørg Jesper Hansen, der har rundet de 40 år.
Jeg må jo nok konstatere, at chancen for at de to herrer overhaler mig på listen over flest spillede superligakampe i historien er ret stor, men når det nu skal være, så er det to personer, jeg kun kan have den største respekt for.
Jeg har jo selv haft æren af at spille med Nicolai, så jeg ved, hvor hårdt han arbejder, hvor meget han giver til sine medspillere og hvor seriøs han er med sin sport. Derudover, så laver han stort set ingen fejl og han har stadig kampafgørende redninger, som er en stor og vigtig del af at blive på topniveau.
Lige nu er han en stor lederfigur i Silkeborg, så jeg kan ikke se, hvorfor de to parter ikke skulle blive enige om en ny aftale. Det er simpelthen bare et godt match.
Men kæmpe tillykke til Nicolai med de 400 kampe, og så sidder jeg klar til at give stafetten videre, når det kommer. Så må vi se, hvem af de to herrer, der når det først.













