Dansk sejr var ‘sindssygt vigtig’, siger landstræner
Jakob Michelsen er meget tilfreds med det danske landsholds to kampe mod Finland.

8-1.
En sammenlagt sejr af den størrelse kan man vist ikke klage over.
Det danske landshold slog Finland over to kampe med stil, og det betyder, at de danske kvinder bliver i Nations Leagues A-lag.
Det er landstræner Jakob Michelsen meget glad for, da det kommer med en stor fordel.
- Det var sindssygt vigtigt. Alternativet var, at man skulle ned i B-laget og få en stort set umulig vej til VM i Brasilien. Nu er vi fortsat i A-gruppen og får nogle fede kampe og en mere enkel vej til VM i 2027, siger Jakob Michelsen til TV2 Sport efter sejren i Parken.
Returopgøret var det danske kvindelandsholds blot anden kamp i Parken i historien, og det endte med en 2-0-sejr.
Overordnet set er Michelsen ganske godt tilfreds med, hvordan Danmark kom gennem de vigtige playoff-kampe mod Finland.
- Der er rigtig mange ting, der er gået op i en højere enhed i de her to kampe, hvor vi stort set ikke har givet en målchance væk, og vi har kreeret masser af målchancer, siger landstræneren.

Næste opgave for det danske kvindelandsholdet bliver en testkamp mod Norge d. 1 december.
Læs mere om sejren i Parken her:














