Sjældent set på den måde: Brendan Rodgers færdig i Celtic
Kasper Schmeichel skal have ny manager i Celtic.

Der er landet en regulær bombe i Skotland mandag aften.
Brendan Rodgers har taget konsekvensen af en jammerlig stime i den skotske storklub Celtic.
Klubben oplyser nemlig på sin hjemmeside, at den nordirske manager har sagt sin stilling op i klubben, og at han dermed forlader klubben med øjeblikkelig virkning.
- Celtic Football Club kan bekræfte, at fodboldmanager Brendan Rodgers i dag har indgivet sin opsigelse. Klubben har accepteret denne, og Brendan fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning.
- Klubben værdsætter Brendans bidrag til Celtic i løbet af hans to meget succesfulde perioder i klubben. Brendan forlader Celtic med vores tak for den rolle, han har spillet i en periode med fortsat succes for klubben, og vi ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden.

- Processen med at udnævne en ny permanent manager er i gang, og klubben vil informere fansene yderligere om dette så snart som muligt, skriver klubben på sin hjemmeside.
Celtic meddeler også, at det bliver Martin O'Neill og den tidligere Celtic-spiller Shaun Maloney, der overtager ansvaret for førsteholdet, imens klubben finder en ny permanent manager.
Brendan Rodgers stod i spisen for Celtic fra 2016 til 2019, før han tog en afstikker til Leicester for fire år senere at vende tilbage til Glasgow.
I hans anden omgang som Celtic-manager nåede han at stå i spidsen for 123 kampe for The Bhoys, hvor det blev til 83 sejre, 20 uafgjorte og 20 nederlag.
I den indeværende sæson er klubben kommet ukarakteristisk fra land, hvor man efter de første ni spillerunder befinder sig otte point efter førerholdet, der i skrivende stund er Hearts.
Celtic
Brendan Rodgers












