Brøndby-boss kritiserer egne fans: Helt uacceptabelt Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brøndby-boss kritiserer egne fans: Helt uacceptabelt

Brøndby-direktør var ikke imponeret af Brøndby-fansenes ageren.

Brøndby direktør Ole Palmå.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En 0-3-føring vekslet til et 3-0-nederlag på skrivebordet.

Det var tilsyneladende det, Brøndbys udebanefans i Odense mandag aften flirtede med.

Kort efter pausen afbrød Brøndby-fansene af flere omgange kampen mod OB ved at kaster tennisbolde og guldmønter på banen.

Aktionen var en protest mod spilletidspunktet mandag aften klokken 19:00, og selvom klubbens direktør Ole Palmå har forståelse for utilfredsheden, så var han bestemt ikke imponeret af det, han så fra de medrejsende fans mandag aften.

- Jeg tænker, at den måde at aktionere på er under al kritik. Så har man ikke forstået, at det går ud over klubben, det går ud over medfans, det skader os på alle mulige måder. Det er ikke en måde at kommunikere på. Det er helt uacceptabelt.

- Alle kan godt forstå, at en kamp klokken 20 om aftenen er svær for fans at komme til. Det er sent. Du skal rejse langt. Det er svært for børnefamilier.
Det forstår alle klubber.

Brøndby direktør Ole Palmå.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Men jeg må bare gentage igen: At komme med budskaber omkring det,
kan sådan set være fint nok, men ikke på den her måde. Det er totalt ødelæggende for os. At afbryde kampen [..] Vi læner os i dag op af noget, der kunne stoppe kampen og vi kunne blive taberdømt, det er helt uacceptabelt, siger Ole Palmå til TV 2.

Mens der ikke var helt styr på kommunikationen udenfor kridtstregerne, så havde Brøndbys spillere helt og aldeles styr på tingene indenfor, hvor en 0-3-pauseføring i sidste ende sluttede med en 1-4-sejr, og så meget desto mere ærgrer aktionen på tribunen Brøndby-direktøren.

- Jeg kan se, at det var en fantastisk indsats af drengene at gå herover og vinde 1-4, og så står jeg her og skal forholde mig til sådan nogle episoder. Det er enormt ærgerligt, lyder det fra Palmå, der ikke vil afvise, at klubben er klar til at slå konkret ned på dens slags aktioner fremadrettet.

- Det er klart, at hvis du forbryder dig mod et ordensreglement, og du bliver taget i det, så får det jo en konsekvens, så får man karantæner og bøder, lyder det uden yderligere uddybning fra Palmå.

Med sejren mandag har Brøndby nu slået OB og Alexander Zorniger 5-1 og 1-4 i løbet af den seneste måned.

Mest læste

Notifications

Notifikationer