Frank Lampards danske stjerne var fraværende – men ikke med skade
Frank Lampard, manager i Coventry City, forklarer, hvorfor danske Victor Torp var fraværende til kampen mod Watford.

Coventry City har fået en forrygende start på sæsonen i Championship.
Efter 12 kampe af sæsonen har Frank Lampards mandskab fortsat til gode at tabe i Englands næstbedste række, og lørdag blev det til endnu en sejr, da Watford blev besejret med 3-1.
Danske Victor Torp var dog ikke en del af truppen, der besejrede Watford på hjemmebane, selvom daskeren har fået en fantastisk start på sæsonen.
Efter kampen forklarede Frank Lampard, at han blev sparret af forsigtighed til kampen.
- Han havde en stram lægmuskel i går, hvilket ikke er en skade. Det var af forsigtighed (at han blev udeladt af truppen, red.), så forhåbentligt er han tilbage i træning med os i næste uge, fortalte Frank Lampard efter kampen ifølge Coventry Telegraph.

Danske Victor Torp var i aktion for Coventry så sent som for fire dage siden, hvor han spillede 75 minutter i sejren over Portsmouth.
Strålende sæsonstart
Den tidligere FC Midtjylland-, Fredericia- og Lyngby-spiller har ellers været en stor del af den succes, som Coventry nyder godt af for tiden. Danskeren har fundet netmaskerne hele seks gange i løbet af de ti kampe, han har spillet i Championship denne sæson.
Det placerer ham på en delt tredjeplads på topscorerlisten i ligaen.
Over ham ligger to holdkammerater i den tidligere Sønderjyske-spiller Haji Wright på andenpladsen og Brandon Thomas-Asante som nummer ét.
Topscorerlisten i Championship
De fem spillere, der har scoret flest mål i sæsonen hidtil.
- Brandon Thomas-Asante, Coventry City: 9 mål i 12 kampe
- Haji Wright, Coventry City: 8 mål i 11 kampe
- Oli McBurnie, Hull City: 6 mål i 10 kampe
Victor Torp, Coventry City: 6 mål i 10 kampe
Zan Vipotnik, Swansea City: 6 mål i 11 kampe
Kilde: BBC
Coventry City har scoret klart flest mål af alle hold i ligaen, hvor det er blevet til 34 scoringer i de første 12 kampe. Det er 14 scoringer mere end Bristol City og Hull City, som har scoret næstflest i sæsonen af alle hold.
Desuden ligger Coventry City nummer ét i række. Se stillingen her.
Victor Torp spillede også en rolle i Luis Binks' skifte til Brøndby. Læs mere her:














