Owusu har udløb til sommer – venter på svar fra OB Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Owusu har udløb til sommer – venter på svar fra OB

Leeroy Owusu vil gerne forlænge i OB, men venter på svar fra Troels Bech, fortæller han til Campo.

Owusu i aktion for OB på Odense Stadion
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

71 gange har Leeroy Owusu trukket i OB's stribede trikot siden ankomsten i 2023, men til sommer kan det være slut.

Den 29-årige hollænder har trods skiftende cheftrænere i OB været fast mand på holdkortet, men efter denne sæson udløber kontrakten i det fynske.

Owusu gjorde det klart overfor Campo allerede sidste år, at han var åben for at forlænge sin aftale, og der har da også være dialog.

Men lige nu venter han på svar fra OB's sportsdirektør.

- Allerede i sidste sæson var der snak med Troels (Bech, sportsdirektør, red.) om en forlængelse, og jeg tror stadig, at der er noget i gang, men der er måske blevet lidt mere stille nu. Men jeg forventer, at Troels vender tilbage med noget, og så kan det være, at jeg bliver, udtaler Owusu til Campo.

Owusu fortæller, at det ifølge hans agent er OB's sportsdirektør, der har bolden på sin banehalvdel, og derfor koncentrerer han sig bare om at levere på banen.

Owusu i aktion for OB på Odense Stadion
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Allerede til vinter kan han frit forhandle med nye klubber, men Owusu vil gerne fortsætte i OB og er klar til at underskrive en ny kontrakt, hvis Troels Bech vender retur.

- Ja, selvfølgelig. Som jeg tidligere har sagt, så kan jeg godt lide det her i klubben, så der er ikke mange grunde til at forlade Odense.

- Jeg har ikke fået nogle tilbud fra andre klubber endnu, så der er ikke så meget at forholde sig til. Lige nu er det bare OB, og jeg vil gerne blive, hvis det er muligt. Men vi må vente og se, slutter Owusu.

Campo har forsøgt at række ud til OB's sportsdirektør Troels Bech, men han ønsker ikke at udtale sig, oplyser klubben i en sms til Campo.

- OB udtaler sig af princip ikke om kontraktforhandlinger og kommer heller ikke til det i denne omgang, lyder det.

Mest læste

Notifications

Notifikationer