Yirenkyi: Har altid følt mig hjemme i FCN
FC Nordsjællands midtbanetalent er glad for at forlænge med Farum-klubben.

Caleb Yirenkyi har underskrevet en ny kontrakt med FC Nordsjælland, så parterne nu har papir på hinanden indtil sommeren 2030.
Midtbaneprofilen har været igennem en rivende udvikling i Farum-klubben, hvor han har etableret sig som fast mand på midtbanen.
Men nu handler det om at køre på. Det fortæller han til klubbens hjemmeside.

- Jeg er glad for forlængelsen, og nu vil jeg bare fortsætte med at køre på og gøre det så godt, som jeg overhovedet kan for FC Nordsjælland, siger Caleb Yirenkyi.
Der er ingen tvivl om, at det er et stort potentiale, den 19-årige ghaneser render rundt med. Og den stejle udviklingskurve, han har været igennem i FC Nordsjælland, ser han gerne fortsætte.
- I løbet af det seneste år har jeg lært utrolig meget, og trænerne og mine holdkammerater sørger altid for, at jeg stadig lærer noget nyt hver eneste dag.
Selvom stortalentet kunne ligne det næste store salg for FC Nordsjælland, kigger midtbaneprofilen dog ikke så meget fremad. Han er bare glad for at være i FC Nordsjælland, fortæller han.
- Jeg er ikke en person, der ser så meget fremad. Jeg tager det dag for dag, men der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig til den kommende tid i FC Nordsjælland, hvor jeg altid har følt mig hjemme.
Den 19-årige ghaneser har indtil videre spillet 31 kampe for FC Nordsjælland. Her er det blevet til tre mål og fire oplæg.
Han har desuden optrådt seks gange for Ghanas A-landshold.
Du kan læse mere om hans kontraktforlængelse herunder.

FC Nordsjælland












