Medie: Milan øjner Son og særlig klausul
Son Heung-min kan vende tilbage til Europæisk fodbold allerede til vinter på grund af en speciel klausul.

I sommer byttede Son Heung-min den mangeårige tilværelse i europæisk fodbold ud med et amerikansk eventyr.
Hans nye arbejdsgiver hedder Los Angeles FC, og her har han allerede etableret sig som en profil i den amerikanske MLS.
Men måske kan den sydkoreanske offensivspiller allerede være på vej tilbage over Atlanten.
Det skriver fodboldjournalisten Sébastien Vidal på mediet X.
Det er en særlig klausul i Sons kontrakt, som gør, at han allerede kan være på vej tilbage til europæisk fodbold.
Da den amerikanske liga ligger stille i vintermånederne, skulle Son nemlig eftersigende have en klausul i sin kontrakt, som gør, at han kan skifte på en lejeaftale i den periode, hvor han altså ikke skal i kamp for LAFC.
Og det har fået en italiensk storklub til at spejde efter den tidligere Tottenham-stjerne.
I hvert fald skriver Sébastien Vidal, at AC Milan følger Son Heung-mins situation nøje med tanke på at leje ham et par måneder i januar og februar.
Desuden skriver fodboldjournalisten, at der også er andre klubber, som øjner stjernen - dog uden at sætte navn på dem.
Sydkoreaneren er i forrygende form i USA. Her har han scoret ni mål og lavet yderligere tre oplæg i sine første ti kampe for Los Angeles FC.

Du kan se Son Heung-min i aktion for LAFC herunder.

AC Milan
Son Heung-Min












