City-stjerne var tæt på at droppe fodbold: En anden sportsgren trak i ham
Josko Gvardiol gik med alvorlige overvejelser om at droppe fodboldkarrieren, før den for alvor var kommet i gang.

Da Josko Gvardiol i sommeren 2023 skiftede fra RB Leipzig til Manchester City, blev han historiens næst dyreste forsvarsspiller nogensinde.
77 millioner pund, svarende til 662 millioner kroner.
Alligevel var han ikke altid så sikker på, at han skulle gå fodboldens vej.
Den 23-årige kroat fortæller nemlig til BBC, at han tidligere var meget tæt på at lægge støvlerne på hylden, blandt andet fordi en anden sportsgren trak i ham.
- Jeg overvejede at stoppe, for jeg kan også godt lide basketball, siger han.
Det var dengang, han var 16 år og kæmpede med at få spilletid på ungdomsholdet i Dinamo Zagreb.
- Jeg var ikke sikker på fodbold mere, for når jeg var på træningsanlægget, følte jeg mig ikke glad.
- Jeg prøvede bare at finde andre løsninger, som kunne gøre mig mere glad end nogensinde før, og alle mine venner spillede basketball.

Med tiden fik han dog bidt sig fast i Zagreb, hvor han også fik sit gennembrud som senior.
Siden gik turen til RB Leipzig, og i de seneste to år har den stået på europæisk topfodbold i Manchester City.
- Jeg anede ikke, at jeg ville nå så langt. Hvis du havde spurgt mig for fem år siden, om jeg kunne se mig selv i Manchester City, ville jeg have svaret: "Ingen chance. Virkelig umuligt", siger han.
Siden skiftet til Manchester City i 2023 er det blevet til 104 kampe med 11 scoringer og syv oplæg til følge for Josko Gvardiol.
Manchester City













