Bekræftet: FCN forlænger med midtbaneprofil
FC Nordsjælland har forlænget kontrakten med Caleb Yirenkyi.

Han skrev under på en kontrakt i februar, men allerede nu har parterne haft papir og pen fremme igen.
For FC Nordsjælland har forlænget deres kontrakt med midtbaneprofilen Caleb Yirenkyi, så den nu løber til sommeren 2030. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Dermed lægger midtbaneprofilen et halvt år til sin nuværende aftale, som ellers stod til at udløbe ved udgangen af 2029.
Den 19-årige ghaneser har udviklet sig til en veritabel midtbaneprofil i Superligaen, hvor han hidtil har spillet fra start i alle Farum-holdets Superliga-kampe.
At han har valgt at lægge yderligere et halvt år på sin kontrakt, er noget, fodbolddirektør i FC Nordsjælland Alexander Riget glæder sig over.
- Caleb har via en fantastisk mentalitet og hårdt arbejde hver evig eneste dag gennemgået en fremragende udvikling det seneste års tid og etableret sig som en af de bedste midtbanespillere i Superligaen.

- Derfor har vi valgt at honorere ham med en ny kontrakt, hvor vi og Caleb også er enige om de fremadrettede planer for ham.
Og selvom midtbanespilleren har gennemgået en forrygende udvikling i FC Nordsjælland, er potentialet langt fra nået endnu, forklarer Riget.
- Vi glæder os meget til at følge hans fortsatte udvikling i Superligaen, for selv om han har udviklet sig imponerende hurtigt og undervejs også har debuteret og spillet nu seks kampe på det ghanesiske landshold, mener vi bestemt også, at han kan blive endnu bedre.
- Det ser vores dygtige Superliga-stab frem til at hjælpe ham med, og i det hele taget er vi bare glade for, at han fortsat er en del af vores stærke og ambitiøse gruppe.
Caleb Yirenkyi har indtil videre scoret et og lagt op til to mål i indeværende Superliga-sæson.
FC Nordsjælland












