Straffesparksfest: Ungt Chelsea-hold kværner 10 mands-Ajax
Et meget ungt Chelsea-mandskab gav Ajax en lærestreg på Stamford Bridge.

Chelseas wonderkids viste klassen mod Ajax, som nu ligger nummer 36 ud af 36 i Champions League.
To gange i kampen mod Ajax blev Chelseas rekord for yngste målscorer i Champions League slået. Først af 19-årige Marc Guiu og i slutningen af første halvleg af 18-årige Estêvão.
En svær opgave på udebane blev hurtigt til en nærmest umulig opgave for Ajax, da stjernespiller og anfører Kenneth Taylor fik direkte rødt for en voldsom tackling efter blot et kvarters spil.
Den situation blev endnu værre, da Chelsea scorede blot to minutter senere, da Wesley Fofana fik headet bolden på tværs til Marc Guiu, som let kunne lægge bolden forbi målmand Remko Pasveer, der med sine 41 år er over dobbelt så gammel som den spanske angriber.
Cirka ti minutter senere blev det også 2-0. Moises Caicedo forsøgte sig med et af sine karakteristiske langskud, som blev rettet af og strøg i kassen.
Derved så det nærmest umuligt ud for Ajax, men de fik en gave af Chelsea. Den suverænt ældste Chelsea-spiller på banen, 28-årige Tosin Adarabioyo begik straffespark, som rutinerede Wout Weghorst sparkede ind bag danske Filip Jörgensen, der var få centimeter fra at redde forsøget.
Men så skød Ajax sig selv i foden. Lige inden holdene skulle gå til pause begik gæsterne to straffespark. Det første sparkede Enzo Fernández ind, imens nummer to blev konverteret til scoring af Estêvão, der derved blev Chelseas yngste Champions League-målscorer nogensinde.
Så kunne Chelsea gå til halvleg med en føring på 4-1. I halvlegen foretog Chelseas cheftræner Enzo Maresca tre udskiftninger. Én af indskifterne var 19-årige Tyrique George, der hurtigt takkede for tilliden. Blot to minutter efter at være kommet på banen fandt angriberen netmaskerne.
Enzo Maresca fik givet Champions League-debut til 17-årige Reggie Walsh, men hans tropper fik ikke sparket flere mål ind, og derved vandt Chelsea med 5-1 på Stamford Bridge over Ajax, der aldrig fandt fodfæste efter deres røde kort til anfører Taylor.

Tidligere på aftenen havde de norske mestre det svært i Tyrkiet.

Chelsea FC
Ajax












