BIF-direktør er chokeret efter overfald på ansat: Uden for min fatteevne
En ansat i Brøndby IF er blevet overfaldet søndag aften af en flok maskerede mennesker.

En person ansat i Brøndby IF blev søndag aften udsat for et grimt overfald.
Offeret arbejder til daglig som fankoordinator i vestegnsklubben og har til opgave at koordinere samarbejdet mellem klubbens tilhængere og Brøndby IF.
Den 42-årig mand blev overfaldet af fem til syv ukendte og maskerede mænd, oplyste Midt- og Vestsjællands Politi tidligere på ugen.
I Brøndby IF har overfaldet gjort stort indtryk på klubbens administrerende direktør, Ole Palmå.
- At noget sådan sker i et samfund som vores er ærligt talt uden for min fatteevne.
- En skattet kollega og en familiefar, der angribes og overfaldes foran sin familie, fordi han har tilknytning til en fodboldklub. Vores fodboldklub. Det er forrykt, siger Ole Palmå til Bold.
Politiet er fortsat i gang med at undersøge motivet for overfaldet.

Brøndby indtager i øjeblikket tredjepladsen i Superligaen.
Klubben skal først i spil på mandag, hvor turen går til Odense, hvor Brøndby møder OB.

Brøndby IF












