Rasende Getafe til Vinicius Junior: Derfor alle hader dig
Getafe-spillerne er formentlig ikke på julekort med Real Madrid-stjernen.

Real Madrid sejrede søndag med 0-1 ude mod Getafe.
Og selvom Vinicius Junior hverken startede inde eller scorede målet, så er det i høj grad ham, der er kommet i fokus.
Efter at være blevet skiftet ind i anden halvleg, gjorde han sig nemlig særdeles upopulær blandt Getafe-spillerne.
Det hele begyndte, da han kort efter sin indskiftning i det 55. minut kom op at toppes med Juan Iglesias.
Senere i opgøret trak han så et rødt kort på Allan Nyom, der havde set sig så sur på Real Madrid-brasilianeren, at han kun nåede at være på banen i 39 sekunder, inden han nedlagde ham i en situation, hvor bolden ikke var i nærheden - og så kunne han ellers forlade banen igen.
Kort efter scorede Kylian Mbappé kampens eneste mål, og så fik også Alex Sancris nok af Vinicius Junior. En eftertackling resulterede i hans andet gule kort, og så kunne også han gå fra banen.
Og netop Sancris havde ikke meget til overs Vinicius Junior, der har for vane at gøre sig ganske upopulær hos sine modstandere i LaLiga:
- Det er derfor, at alle hader dig. Tag ved lære af dine holdkammerater, skulle han have sagt i forbindelse med sin udvisning ifølge flere spanske medier, herunder Marca.
Efter slutfløjt fik han dog tonet en anelse ned for retorikken:
- Der er nogle ting, som bør blive inde på banen, men der er også ting, som ikke bør være tilladt. Og når der ingen respekt er, så sker den slags, siger Juan Iglesias.

Med 0-1-sejren fastholder Real Madrid sin førsteplads i LaLiga med to point ned til FC Barcelona.
Getafe
Real Madrid
Vinicius Junior












