Officielt: Graham Potter bliver svensk landstræner
Sverige har fundet afløseren for Jon Dahl Tomasson.

Tirsdag valgte Sverige at fyre danske Jon Dahl Tomasson.
Mandag har man nu præsenteret afløseren.
Som ventet er det den tidligere Premier League-træner Graham Potter, der fremover skal stå i spidsen for Blågult.
Han overtager jobbet allerede fra i dag mandag.
Graham Potter er blevet udstyret med en aftale, som gælder resten af VM-kvalifikationen og de playoff-kampe, som svenskerne efter alt at dømme skal ud i.
Ender det i sidste ende med en billet til sommerens VM-slutrunde, forlænges kontrakten automatisk.
- Jeg er meget ydmyg overfor opgaven, men jeg er også utroligt inspireret. Sverige har fantastiske spillere, der leverer i verdens bedste ligaer hver uge. Mit job bliver at skabe de bedste forudsætninger for, at vi som hold leverer på højeste niveau, så Sverige kan komme til VM, siger han.
Graham Potter kommer med erfaring fra både svensk og engelsk fodbold.
Fra 2011 til 2018 var han i Östersund FK, og siden har han blandt andet stået i spidsen for Brighton, Chelsea og West Ham.
Jon Dahl Tomasson blev fyret som svensk landstræner efter blot at have hentet et enkelt point i fire kampe i VM-kvalifikationen.

Du kan læse mere om, hvorfor Sverige valgte at fyre Jon Dahl Tomasson herunder.

Graham Potter
Sverige
Jon Dahl Tomasson












