‘Hygge-fodbold’ endte grimt for Diego Forlan: Brækkede ribben og punkteret lunge Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

‘Hygge-fodbold’ endte grimt for Diego Forlan: Brækkede ribben og punkteret lunge

Den tidligere topangriber kom alvorligt til skade i forbindelse med et sammenstød.

Diego Forlan peger ud i luften.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Godt nok siger dåbsattesten nu 46 år for Diego Forlan.

Det er dog ikke mere end seks år siden, at han endegyldigt lagde støvlerne på hylden - i hvert fald hvad angår professionel fodbold.

Helt på hylden er de nemlig ikke, for han holder stadig formen ved lige i veteran-rækkerne, der typisk er for spillere med over 40 år på bagen.

Her tog han del i en kamp i weekenden, da han og resten af Old Boys ramlede sammen med Old Christians lørdag.

Selvom det var en kamp på hyggeniveau og for mænd på +40 år, blev der efter alt at dømme gået godt og grundigt til stålet.

Den tidligere Manchester United-angriber endte nemlig med at skulle indlægges på hospitalet efter et grimt sammenstød undervejs i kampen.

Det blev efterfølgende konstateret, at han har brækket tre ribben og tilmed også delvist punkteret en lunge, som også skulle tømmes for væske.

Det skriver det uruguayanske medie Referi.

Den tidligere VM-topscorer, der også blev kåret til turneringens bedste spiller ved slutrunden i 2010, er dog kommet sig pænt, lyder det. Det forventes, at han er klar til at blive udskrevet tirsdag.

Diego Forlan peger ud i luften.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Samtidig skulle han have gjort det klart overfor en gruppe venner, at han intet ondt har imod den spiller, som forårsagede de brækkede ribben og den punkterede lunge.

Diego Forlan nåede i sin karriere forbi klubber som Manchester United, Atletico Madrid og Inter.

Mest læste

Notifications

Notifikationer