Jan Bech forklarer regnskab, der ‘kan se grusomt ud’: Vi har lavet et gearskifte
I et stort interview med TV 2 fortæller Jan Bech Andersen om det underskud, Brøndby præsenterede.

I slutningen af september kunne Brøndby præsentere et opsigtsvækkende regnskabsår.
Regnskabet for 2024/25 løb op i et underskud på 131 millioner kroner for de blågule fra Vestegnen.
Jan Bech Andersen, der er bestyrelsesformand i klubben, var ikke sen til at sige, at regnskabet, klubben præsenterede, var utilfredsstillende.
Nu forklarer han i et stort interview med TV 2, hvad der ligger bag det foruroligende underskud i Brøndby IF.
- Jeg er med på, at når man lister tallene op, kan det se rigtig grusomt ud, men marginalerne har ikke været på vores side. Det er vigtigt at sige, at vi ikke har været dygtige nok, når det virkelig har gjaldt.

Allerede da tallene blev præsenteret, forklarede Jan Bech Andersen til klubbens egen hjemmeside, at underskuddet skulle holdes op i mod de sportslige investeringer, der er lavet i og omkring truppen. Det fortalte han til klubbens hjemmeside.
Og det er nogle af de samme forklaringer, som Jan Bech Andersen peger på, når han taler om et regulært 'gearskifte' for at rette op på det, klubben ikke 'var dygtige nok til'.
- Derfor har vi lavet et gearskifte med ansættelsen af Steve Cooper, en ny stab og en teknisk direktør. Vi har øget standarderne for vores performance-kultur, så vi er i stand til også at være konkurrencedygtige, når det gælder, lyder det fra Jan Bech Andersen til TV 2.
I forbindelse med præsentationen af det store underskud blev forventningerne til kommende regnskabsår også meldt ud:
For 2025/26 forventer Brøndby IF et resultat, der spænder fra et underskud på 40 millioner kroner til et overskud 20 millioner kroner før skat. Klubben fortalte dog, at det spænd kommer med en usikkerhed.
Læs mere om Brøndbys udmelding i forbindelse med præsentationen af regnskabsåret her:

Brøndby IF












