To tidligere FCM’ere kæmper mod Messi om MVP
Anders Dreyer og Evander byder den argentinske verdensstjerne op til dans.

MLS lakker mod enden.
Det betyder også, at tiden snart er inde til at kåre ligaens MVP - den mest værdifulde spiller gennem sæsonen.
Her er Lionel Messi ikke overraskende favorit, men han er ikke ene om at tage del i kapløbet om den flotte hæderspris.
Han får nemlig kamp til stregen af to tidligere FC Midtjylland-profiler.
Det er den tidligere MLS-spiller og nuværende fodboldekspert Sacha Kljestan, der har lavet en såkaldt 'powerranking' og udvalgt fem navne, som han mener er i spil til at vinde prisen.
To af de navne har altså en fortid i FC Midtjylland.
På fjerdepladsen har han Evander:
- Lad os zoome ud og kigge på Evanders to seneste sæsoner. Her har han kombineret 32 mål og 33 assister. Det er et absurd niveau af produktivitet for enhver, for slet ikke at tale om en 10'er. Og er Evander endnu bedre i FC Cincinatti, end han var i Portland Timbers? Jeg hælder mere mod "ja" end "nej".
Længere oppe på listen finder man Anders Dreyer, der indtager andenpladsen i Sacha Kljestans powerranking:
- I alle andre sæsoner var Anders Dreyer nok blevet MVP. Men han kommer formentlig til at skulle tage til takke med 'bedste nye spiller', på grund af en særlig nummer 10 i det sydlige Florida.
- Den danske kantspiller har været involveret i næstflest mål i MLS (35), og han har hjulpet San Diego med at blive det bedste nye hold nogensinde i ligaens historie. Med 17 scoringer og 18 assister, som er flest i ligaen, har han været alt denne klub kunne have ønsket - og mere til.

Selvom det er flotte ord om de tidligere FCM'ere, har Sacha Kljestan dog trods alt Lionel Messi som MVP-favorit:
- I ligaens 30. sæson tror jeg, at vi får den første back-to-back MVP-vinder.
- Lionel Messi har scoret flest mål af alle i ligaen (26) og står lige med Dreyer på assistlisten. Messi er forrygende og en fornøjelse at se, og nu får vi at se, om han kan sikre Inter Miami sin første MLS Cup.
Sacha Kljestans powerranking er blevet udgivet på MLS' egen hjemmeside.
De to sidste navne på hans liste er Sam Surridge fra Nashville SC og Denis Bouanga fra Los Angeles FC.
Evander og Anders Dreyer forlod begge FC Midtjylland i 2023.
Lionel Messi
Anders Dreyer












