Ståle styrer udenom kontraktsnak: Har bedt alle lægge det på is
Ståle Solbakken har kontrakt til og med en eventuel VM-slutrunde.

Den seneste landsholdssamling har været hård for både Ståle Solbakken og det norske landshold.
Normændene spillede under et enormt sikkerhedsopbud VM-kvalifikationskamp mod Israel, men i sidste ende må det have været både stress og det ekstra politi værd.
En 5-0-sejr på Ullevaal sender så godt som sikkert Norge til VM i Nordamerika næste sommer, og det kan potentielt blive Ståle Solbakkens sidste opgave som norsk landstræner.
Den tidligere superliga-profil og -træner har nemlig kontraktudløb efter en eventuel VM-slutrunde, men det er ikke der, han lige nu lægger sin energi.
– Det har jeg ikke tænkt på et sekund, og jeg har bedt alle andre om at lægge det på is. Det eneste, der tæller nu, er at føre dette hold til VM, siger Solbakken til TV 2 Norge.

Med hele verdenssituationen blev Norges kamp mod Israel afviklet i en lidt speciel atmosfære, og ifølge den norsk TV 2 har der ikke været større sikkerhedsaktion før en idrætsbegivenhed i Norge siden OL i Lillehammer i 1994.
– Samlingen har været intens, og jeg tror, man kan mærke det lidt i omklædningsrummet.
– Én ting er presset på banen, men der har også været meget udenom. Når man har så mange sikkerhedsforanstaltninger, som der har været her, så er det hårde sager, siger Solbakken, som nu er beordret på ferie.
– Nu har jeg fået besked af min kone om, at jeg skal slappe af i weekenden og se lidt fodbold, så vi skal ud at rejse i tre dage. Og så er det fuld fart på fra mandag, siger Solbakken.
Norge har ikke deltaget ved en VM-slutrunde siden 1998. Dengang var Ståle Solbakken selv en del af holdet, der blandt andet slog de senere finalister fra Brasilien i gruppespillet.
Norge møder til november Estland og Italien, og her kan en sejr mod Estland reelt - men ikke matematisk - sende dem til VM, da de lige nu har en målscore, der er 16 mål bedre end Italiens på andenpladsen.
Norge












