FIFA svarer Donald Trump: Sikkerhed er regeringens ansvar Foto: Blair Gable/REUTERS

FIFA svarer Donald Trump: Sikkerhed er regeringens ansvar

Fodboldforbundet understreger, at de 16 værtsbyer til VM i 2026 er regeringens ansvar.

FIFA Præsident Gianni Infantino til møde i Canada om VM 2026
Foto: Blair Gable/REUTERS

FIFA svarer nu på Donald Trumps trusler til flere værtsbyer ved VM 2026.

Verdens største fodboldorganisation maner til ro efter, at den amerikanske præsident Donald Trump har antydet, at kampe ved VM i fodbold 2026 kan blive flyttet fra visse amerikanske byer, hvis ikke sikkerheden bliver taget alvorligt nok.

I en udtalelse siger fodboldforbundet, at man fortsat forventer, at alle 16 værtsbyer er klar til at afholde kampene som planlagt.

- Vi håber, at hver eneste af vores 16 værtsbyer vil være klar til at opfylde alle nødvendige krav, lyder det fra en FIFA-talsmand, der understreger, at sikkerhed og tryghed er topprioritet ved alle organisationens arrangementer.

FIFA gør samtidig klart, at det i sidste ende er de nationale regeringer, der har ansvaret for sikkerheden.

- Sikkerhed er naturligvis regeringernes ansvar, og de beslutter, hvad der er i den bedste interesse for offentlighedens sikkerhed, lyder det helt præcist fra FIFA.

FIFA Præsident Gianni Infantino til møde i Canada om VM 2026
Foto: Blair Gable/REUTERS

Trump har i denne uge sagt, at han vil bede FIFA’s præsident Gianni Infantino om at flytte kampe, hvis han vurderer, at visse byer – som Boston eller San Francisco – ikke kan garantere trygge forhold.

Udtalelsen kommer efter præsidentens kritik af flere demokratisk ledede storbyer.

USA er sammen med Mexico og Canada værtsnation for det udvidede VM med 48 hold. Turneringen afvikles fra 11. juni til 19. juli 2026, hvor USA står for størstedelen af kampene, og FIFA og Donald Trump er efterhånden godt fedtet ind i hinanden.

Fodboldorganisationens præsident Gianni Infantino dukker ofte op, hvor den amerikanske præsident bevæger sig, og senest deltog Infantino også i topmødet om Gaza i Egypten, hvor han blev inviteret af Donald Trump.

Det store overblik: Hvilke lande er klar til VM-slutrunden i 2026?

Mest læste

Notifications

Notifikationer