Medie: Nyt afslag på Rangers-job – australier er spidskandidat
Rangers er fortsat på jagt efter Russell Martins afløser, og nu har de fået endnu et afslag.

Rangers er fortsat på jagt efter deres nye cheftræner.
Fyringen af Russell Martin faldt den 5. oktober med god tid til at finde en afløser i løbet af landskampsterminen.
Nu er terminen slut, og trænersædet er stadig ledigt i den skotske storklub.
Steven Gerrard har allerede takket nej til chancen fort at vende tilbage, og nu har endnu en kandidat ifølge Sky Sports trukket sig fra kapløbet.
Den tidligere Sheffield Wednesday-cheftræner Danny Röhl er nemlig ikke længere en kandidat ifølge mediet.

Tyskeren, der blev afløst af danske Henrik Pedersen i sommer, er ikke interesseret i at overtage tøjlerne hos Rangers, men der er også en anden spidskandidat.
Mediet melder nemlig, at favoritten til jobbet skulle være australske Kevin Muscat, der i øjeblikket er cheftræner i Shanghai Port.
Muscat har tidligere selv spillet for klubben, men i sin trænerkarriere har han endnu ikke stået i spidsen for et europæisk mandskab.
Skulle meldingen være sandfærdig, og skal han nå at kunne sætte sig på trænerbænken i Rangers' næste opgør, så er klubben ved at have travlt.
Det næste opgør venter nemlig allerede lørdag den 18. oktober, hvor Dundee United venter i Premiership. Den 52-årige spidskandidat er dog angiveligt fortsat en blandt flere kandidater.
Tirsdag blev en dansk træner fyret i Sverige. En række dårlige resultater betød, at Jon Dahl Tomasson fik sparket. Det kan du læse mere om her:

Rangers FC












