Sikre sejre uden at imponere Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sikre sejre uden at imponere

Med sejre over Belarus og Grækenland ligger Danmark godt til i VM-kvalifikationen, men kampen mod Grækenland bør være et lille wake-up call, mener Campos ekspert Rasmus Würtz.

Danmark står i en rundkreds
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det danske landshold kører derudaf med 10 point ud af 12 mulige.

Eneste lille knast har været gruppens største konkurrent på hjemmebane, hvor Danmark ikke formåede at bryde en meget solid skotsk defensiv op.

Til gengæld har det danske hold været skarpe til at udnytte deres chancer, hvilket giver en målforskel på plus 11. Det er seks mål bedre end Skotlands målscore, og dermed ligger vi nummer ét i puljen.

Det er jo svært ikke at være optimistisk i forhold til de danske chancer for at komme til VM i USA, Canada og Mexico, for på trods af en kamp søndag aften mod Grækenland, hvor det danske landshold kommer foran 3-0, så var der alligevel nogle lidt bekymrende udfald i det danske spil, som, om ikke andet, skal bruges som et lille wake-up call.

Spillet imponerede ikke

Præstationen mod Grækenland var ikke prangende, og på en anden dag, hvor danskerne ikke er lige så skarpe på deres muligheder, og grækerne omvendt er det, så tabes sådan en kamp.

Det bakkes også op i statistikkerne. Grækenland havde i kampen en XG på 1.44 mod Danmarks 1.26, og det fortæller jo lidt om, at Danmark har den medgang og skarphed, som kendetegner et tophold.

Brian Riemer havde fra kampens start valgt at sætte Andreas Christensen ud som højreback. Med AC’s klasse er det uden tvivl en position, han kan spille, men alligevel var det i den side, de største problemer for Danmark opstod, da AC havde en tendens til at skubbe lidt for langt ind i banen, når feltet skulle forsvares.

Brian Riemer kigger på en landsholdsspiller
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Til hans forsvar skal det også nævnes, at der heller ikke var meget støtte fra Gustav Isaksen, der lå foran ham, i det defensive spil. Det rettede sig i løbet af kampen, og blev heldigvis ikke straffet.

Derudover blev det en kamp, hvor danskernes normale boldsikkerhed fik et knæk. I alt for mange situationer tabte de for mange lette bolde centralt, og specielt i anden halvleg virkede det som om, at føringen på 3-0 gjorde danskerne lidt for komfortable.

Grækernes mål kom også efter et boldtab centralt, hvor Christian Nørgaard og Victor Froholdt ikke spillede på helt samme frekvens, og så lugtede grækerne pludselig en chance for at komme tilbage.

Jeg fik lidt en fornemmelse af en flok danske spillere, der, efter 3-0 føringen i anden halvleg, så småt begyndte at tænke på at have friske ben til de opgaver, der nu venter ude i deres respektive klubber.

Bare fem minutter efter reduceringen får de græske spillere endnu en kæmpe chance, hvor Kasper Schmeichel må diske op med en klasseredning. Var den endt i scoring, så ville der for alvor have været panik på i de sidste 15-20 minutter af kampen.

Højlund og Froholdt - de danske lyspunkter

Noget af det Danmark gjorde rigtig godt, var det høje pres, der i flere tilfælde stressede det græske forsvar til at lave (store) fejl, hvilket også var tilfældet i det første møde nede i Grækenland. Det var uden tvivl noget Brian Riemer og resten af teamet havde set en mulighed i, og noget som blev udnyttet og eksekveret til fulde af Rasmus Højlund og især Victor Froholdt.

Igen og igen bliver man bare dybt imponeret af det løbepensum, Froholdt lægger for dagen og på første og tredje mål, er det ham, der jagter og stresser de græske forsvarsspillere til at lave fejl.

Højlund, Isaksen og Froholdt jubler
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Og så har landsholdet fået en "ny" spiller i Rasmus Højlund. Han er jo som forvandlet efter sit skifte tilbage til italiensk fodbold. Det er fedt, når en spiller tager sin karriere i egen hånd og skifter et miljø ud, man ikke fungerer i. Det er stærkt i så ung en alder.

Man glemmer lidt, at han kun er 22 år gammel, og hvis man skal finde noget positivt i hans tid i Manchester United, så må det være, at det har hærdet ham til fremtidens bump på vejen. Men nu lyser selvtilliden ud af ham igen og han er, hvor han skal være inde i feltet, hvor han med den største selvfølgelighed sparker chancerne i mål. Han bliver meget vigtig for det danske landshold mange år ud i fremtiden.

Vi kommer til VM

Næste kamp er på hjemmebane mod Belarus, som Danmark slog 0-6 på udebane i Ungarn i torsdags.

Den kamp vinder Danmark, og dermed venter der en finale i Skotland d. 18/11, hvor uafgjort er nok til at Danmark igen er med til VM - hvis Skotterne vel at mærke får minimum uafgjort mod Grækenland. Taber skotterne den kamp, så kan Danmark gå videre, selv hvis de taber i Skotland, på en bedre målscore.

Det kommer til at være en helt anden kamp og en helt anden tilgang til kampen, som skotterne kommer med. De spiller på hjemmebane, og de skal vinde kampen for at gå forbi Danmark.

Danmark står i en rundkreds
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Derfor bliver kampbilledet noget helt andet end det, der udspillede sig i Parken, hvor Skotterne forsvarede sig flot. De må alt andet lige komme mere frem på banen, og det tror jeg, vil give Danmark den plads, de skal have for at stikke kniven ind og slå skotterne.

Derudover, så har Danmark ganske enkelt det bedste hold. Og selvom alt ikke var perfekt i den seneste kamp mod Grækerne, så er der alligevel noget klasse over at vinde forholdsvis sikkert, uden at præstere på sit topniveau.

Jeg håber, du ender med det hele, Højlund!

Mest læste

Notifications

Notifikationer