David Coote erklærer sig skyldig i besiddelse af overgrebsmateriale af barn
Den tidligere Premier League-dommer var for retten tirsdag.

Opdateret 13.18: Det fremgik tidligere, at David Coote havde fremstillet materialet, men det er ikke nødvendigvis tilfældet.
Den tidligere Premier League-dommer David Coote var tirsdag for retten i Nottingham.
Her var han anklaget for at have været i besiddelse af overgrebsmateriale af et 15-årigt barn.
Og David Coote har valgt at erklære sig skyldig i anklagen.
Det skriver flere engelske medier, herunder The Athletic.
Det engelske medie skriver, at overgrebsmaterialet blev fundet på en harddisk i David Cootes hus i forbindelse med en undersøgelse.
Der skulle være tale om et 'indecent image' (uanstændigt billede, red.) af et 15-årigt barn. Billedet skulle desuden være af kategori A - den groveste kategori - skriver The Athletic videre.
Tiltalen - som hedder "making an indecent image of a child" på engelsk - dækker over få til at eksistere, at producere gennem handling eller at frembringe uanstændige billeder.
At "få til at eksistere" kan også dække over at downloade overgrebsmateriale, hvorfor det ikke er klart, om David Coote selv har fremstillet det eller ej.
David Coote talte ikke i retten udover for at bekræfte, hvordan han forholder sig til tiltalen.

David Coote får sin endelige dom den 11. december. Indtil da er han på betinget løsladelse.
Løsladelsen indebærer blandt andet, at Coote ikke må opholde sig i nærheden af personer under 18 år uden opsyn.
David Coote har ikke dømt en kamp, siden han blev suspenderet af PGMOL - organisationen der har ansvaret for den professionelle dommerstand i England.
Suspensionen kom som følge af, at en video af Coote blev lækket, hvor han udtalte sig særdeles negativt omkring Liverpools tidligere træner, Jürgen Klopp.














