Dansk U21-nedtur i Belgien: Helt lige kamp slutter med klart nederlag
En kamp der på alle måder skulle have endt med pointdeling blev til klart dansk nederlag.

Det danske U21-landshold har fået en særdeles blandet start på EM-kvalifikationen.
Tirsdag aften blev nemlig til et ikke helt retvisende 2-0-nederlag på udebane mod puljens andet tophold fra Belgien.
I en helt lige kamp kunne Lars Knudsens tropper dog sagtens være kommet fra Het Kuipje i Westerlo med både ét og tre point.
Otte minutter inde i kampen var det Adam Daghim, der var meget tæt på en scoring, da han trak ind i banen, men hans curlede afslutning sneg sig et mulehår forbi det belgiske mål.
Conrad Harder kunne efter en god times spil have scoret sit femte U21-landsholdsmål, men Leipzig-spidsen blev tacklet i allersidste sekund.

I stedet var det så belgierne der slog til med godt 10 minutter tilbage af kampen. Den danske offside-fælde fejlede, og så haltede de danske forsvarsspillere efter, helt indtil Reims-angriberen Norman Bassette fik lagt bolden i mål via både Theo Sander og Silas Andersen.
Indskiftede August Priskes afslutning få centimeter fra den fjerneste stolpe efter 89 minutters spil var det nærmeste, Danmark kom en udligning.
I stedet gav en anden indskifter, Tobias Slotsager, i kampens tillægstid hjemmeholdet et tåbeligt straffespark, da han kom alt for sent i sin tackling. Saint-Etiennes Lucas Stassin gjorde det sikkert til 2-0 med et panenka fra pletten.
Dermed må de unge danske drenge rejse hjem med et nederlag.
Resultatet betyder, at Belgien topper Kvalifikationsgruppe I med syv point, efterfulgt af Østrig og Danmark med begge fire point, Wales med tre point og Belarus med et enkelt point.
Danmarks opstilling:
Theo Sander
Sabil Hansen (Tobias Slotsager, 57')
Sebastian Otoa (William Clem, 85')
Silas Andersen
Tobias Storm
Noah Nartey
Oscar Højlund
Conrad Harder (August Priske, 72')
Clement Bischoff (Mikel Gorgorza, 85')
Adam Daghim (Thomas Jørgensen, 72')
Gustav Mortensen













