Brøndby-talent eneste dansker på prominent liste
Det er 11. gang The Guardian laver listen.

Brøndbys Jacob Ambæk er eneste dansker ud af de 60 spillere på listen.
Det er engelske The Guardian, der for 11. år i træk har lavet en liste over 60 af de mest talentfulde spillere, og i år tages der udgangspunkt i spillere født i 2008.
Her er Jacob Ambæk altså eneste dansker på listen, som også tæller finske Otto Tiitinen, norske Einar Fauskanger samt svenskerne Love Aarhov og Axel Brönner.
Om udvælgelsen af Ambæk skriver The Guardian:
- Ambæk scorede efter behag for Brøndbys ungdomshold, hvor han som regel snittede mere end ét mål pr. kamp, og begyndte at træne med førsteholdet for et år siden. Han fik sin Superliga-debut i marts 2025, imponerede i sommerpausen og forventes at få masser af spilletid i denne sæson.
- Ansættelsen af Steve Cooper som cheftræner i september kan vise sig at blive et vendepunkt. Waliseren ved, hvordan man udvikler unge talenter – han har tidligere arbejdet med Englands U16- og U17-landshold – og ser ud til at have større tillid til Ambæk end sin forgænger.

Jacob Ambæk fik sit folkelige gennembrud i Brøndbys 5-1-sejr over OB, hvor den 17-årige dansker tilmed blev kåret til Man of the Match.
Gennembruddet mod OB er tilsyneladende også det, der har fået den engelske avis' øjne op for stortalentet.
- Fysisk stærk, men alligevel teknisk raffineret, Ambæk har en fremragende førsteberøring og stor bevægelighed for en central angriber. Han viste alle de kvaliteter i sin første start for Brøndby, hvor han spillede en afgørende rolle i to mål – først med en udsøgt hælaflevering og dernæst med et imponerende sololøb i 5-1-sejren over OB.
- Cristiano Ronaldo er hans idol, og han drømmer om at spille for Real Madrid – men Liverpool er også en del af planerne, lyder det i The Guardian.
Det er 11. gang The Guardian laver listen, og det er også 11. gang, der er en - og kun én - dansker på listen.
Jacob Ambæk følger således i fodsporene på Chido Obi, Tobias Slotsager, Zidan Sertdemir, Jeppe Kjær, Maurits Kjærgaard, Mohamed Daramy, Mads Bidstrup, Victor Jensen, Jens Odgaard, Jacob Bruun Larsen og Mikkel Duelund, der alle tidligere har repræsenteret Danmark i deres respektive årgange.

Brøndby IF












