Aarhus Fremads færøske helt forklarer jubelscene: Nu laver jeg den sgu Foto: Vildmedfoto.dk - Foto Trine

Aarhus Fremads færøske helt forklarer jubelscene: Nu laver jeg den sgu

Martin Agnarsson sendte ‘briller’ ud til fansene.

Martin Agnarsson i kamp for Aarhus Fremad mod AaB.
Foto: Vildmedfoto.dk – Foto Trine
Færøerne
t v t v v
2 : 1
Slut
Tjekkiet
v t v u u
H. Sørensen
67'
M. Agnarsson
81'
A. Karabec
78'

Martin Agnarsson blev den helt store helt på Færøerne søndag aften.

Her scorede den 21-årige Aarhus Fremad-profil nemlig det afgørende mål, da færingerne besejrede Tjekkiet med 2-1.

Den færøske helt havde kun været på banen i lidt under et minut, før han scorede med sin første berøring i opgøret, hvorefter han diskede op med en særlig jubelscene.

Agnarsson gestikulerede nemlig et par 'briller' ud mod hjemmefansene, og det var efter en særlig aftale med holdkammeraterne.

- Vi har spillet meget kort under landsholdssamlingen og særligt et spil, hvor, at hvis man ikke gættede rigtigt, så fik man 'briller' - eller bare nul point. Og så sagde jeg til en af mine holdkammerater, at hvis jeg scorede, så ville jeg lave brillerne.

- Da jeg scorede var det første jeg tænkte bare "nu laver jeg sgu brillerne," fortæller Martin Agnarsson til Campo.

Martin Agnarsson i kamp for Aarhus Fremad mod AaB.
Foto: Vildmedfoto.dk - Foto Trine

Det var da også en særlig følelse, da Agnarsson scorede med sin allerførste berøring.

- Det gik meget stærkt. Det føltes som om, at kampen var færdig, lige da jeg kom ind. Alt skete på så kort tid, så jeg nåede ikke helt at fatte, at det var sket, men nu tror jeg det er gået op for mig, hvor fedt det faktisk var.

Matchvinder-rollen har også kastet meget opmærksomhed af sig, og den mærker den færøske helt i stor grad.

- Det har været sjovt at få al den opmærksomhed. Det er fedt at prøve, men det bliver også godt at komme ned på jorden igen og komme tilbage til hverdagen, fortæller Martin Agnarsson.

Med sejren har Færøerne en teoretisk mulighed for at kvalificere sig til VM i USA. Det kræver dog, at færingerne besejrer Kroatien i den sidste kvalifikationskamp, mens Tjekkiet ikke må vinde over puljens absolutte bundprop fra Gibraltar.

Martin Agnarsson driver bolden for Aarhus Fremad
Foto: vildmedfoto.dk

Og selv om den 21-årige færing glæder sig til at komme ned på jorden igen, så tør han godt drømme stort på Færøernes vegne.

- Vi har én kamp tilbage (mod Kroatien, red.), og vi håber, at vi kan skabe den helt store sensation. Men vi ved også, at der skal meget til, og alt skal gå op i en højere enhed, hvis vi skal komme videre.

- Men vi tror på, at det kan lade sig gøre, og vi har fokus på opgaven. Men vi ved også godt, at det bliver svært - så det bliver sjovt at se, hvordan det går i november, fortæller Martin Agnarsson til Campo.

Det er den 14. november, at Færøerne gæster VM-kvalifikationspuljens førerhold fra Kroatien.

Mest læste

Notifications

Notifikationer