Vejle bekræfter: Træner undersøger jobmulighed i udlandet
Vejle Boldklubs målmandstræner er tæt på et nyt job.

Der er røre i Nørreskoven.
Mandag eftermiddag har Vejle Boldklub nemlig meddelt, at en del af klubbens trænerstab har fået fri i de kommende dage.
Det sker, da han er ved at afsøge muligheden for et nyt job i udlandet. Der er tale om Vejle Boldklubs målmandstræner på Superliga-holdet, Kaj Stefansen.
- Vejle Boldklub har givet 3F Superliga-truppens målmandstræner tilladelse til at undersøge en jobmulighed i udlandet, hvorfor Kaj Stefansen ikke deltager i træningen i de kommende dage, skriver klubben på sin hjemmeside.

Ifølge Bold er Stefansen angiveligt på vej til Al-Ahly i Egypten, hvor den tidligere F.C. København-træner Jess Thorup for nyligt er blevet ansat som cheftræner.
Kaj Stefansen har tidligere varetaget rollen som målmandstræner for det danske U18-landshold, mens han også har haft samme rolle i klubber som Sønderjyske, FC Fredericia og Esbjerg fB.
Som spiller nåede den nu 57-årige målmand at vogte buret for klubber som AGF, Silkeborg IF, FC Midtjylland og til sidst EfB, hvor han indstillede karrieren som aktiv i 2005.
Vejle Boldklub













