Rashford stikker til United: Været i et ustabilt miljø længe
Det var ikke helt let i Manchester United.

Tilværelsen i Manchester United har ikke altid været fryd og gammen for Marcus Rashford.
De Røde Djævle har ikke just imponeret i nyere tid, og det har dannet rammer for et ustabilt miljø, hvis man spørger den 27-årige kantspiller.
I et interview med ITV fortæller FC Barcelona-lejesvenden nemlig, at det har været en stor faktor i hans eget spil.
- Man har brug for konsistens. Det er en enorm vigtig del af fodbold. Jeg føler, at jeg har været i et ustabilt miljø i meget, meget lang tid. Og det gør det endnu sværere at vedligeholde et højt niveau.
- Det er også noget, jeg skal bringe ind i mit spil. Jeg arbejder på at gøre det, og selvfølgelig vil jeg præstere på mit bedste niveau - ikke bare en gang imellem, men så ofte som muligt, fortæller Rashford til ITV.

- Indtil nu har der været så mange forandringer i min karriere. Men jeg er nødt til at se fremad, og det er helt klart noget, jeg gerne vil rette op på og forbedre, så jeg kan præstere bedre og mere konsekvent.
- Når jeg er på mit bedste niveau, så nyder jeg alt ved sporten, så at være der er noget helt specielt, lyder det fra Rashford.
Den 27-årige englænder forlod Manchester United i sommer til fordel for FC Barcelona på en lejeaftale, hvor han indtil videre har imponeret.
I sine hidtil ti optrædener for Blaugrana har Rashford nemlig leveret tre scoringer og fem oplæg, mens han også er tilbage i landsholdsvarmen for England.
Angiveligt har Barca en købsoption i aftalen, som kan gøre lejeaftalen med Rashford permanent for 26 millioner pund, hvilket svarer til 223 millioner danske kroner.
Manchester United
FC Barcelona
Marcus Rashford












