Højlund medgiver: Er måske lidt ubekymret i øjeblikket
Rasmus Højlund tænker ikke helt så meget over tingene for tiden.

Otte mål i 10 kampe.
Det er det nye facit for Rasmus Højlund, efter han scorede til 1-0 i Danmarks 3-0-sejr over Grækenland i Parken søndag aften.
I denne omgang blev det til tre scoringer for det danske landshold, mens han også er inde i en god stime på klubplan for Napoli.
Noget, der står i skærende kontrast til sidste sæson, hvor målene på ingen måde haglede ind fra den danske angriber i Manchester United.
Efter slutfløjt søndag aften var han en tur forbi TV 2-studiet, hvor han blev spurgt ind til sin genfundne scoringsevne.
- Det er klart, at der bliver ikke tænkt så meget, og det er lidt ubekymret lige i øjeblikket. Det der med, at jeg måske søger den og læser den lidt bedre, det er…
- Men altså, jeg prøver at gå ind med samme mindset, uanset om jeg har spillet 20 kampe og ikke scoret, eller ligesom nu, hvor jeg har haft 10 kampe og scoret 8 mål i den her sæson. Jeg forsøger at nulstille og fokusere på den næste kamp, siger han.

Rasmus Højlund startede inde for Danmark i begge kampe i denne landsholdstermin.
Landstræner Brian Riemers beslutning glæder ham selvsagt, men det er ikke det vigtigste i verden for ham:
- Det betyder ikke så meget for mig, om jeg starter ind eller kommer ind fra bænken. Jeg ser også fordele i at komme ind fra bænken.
- Det er klart, at jeg vil gerne starte ind og hele tiden spille 90 minutter, men der er også nogle gange, hvor det ikke er det værste at komme fra bænken.
Danmark spiller næste gang den 15. november hjemme mod Belarus.
Rasmus Højlund
Herrelandsholdet












