Barca-præsident lover Messi hyldest: Vores forhold blev lidt surt Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Barca-præsident lover Messi hyldest: Vores forhold blev lidt surt

Han er klubbens mest scorende spiller nogensinde.

Joan Laporta og Lionel Messi bærer pokal sammen.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

- I himlen scorer Barca mod Madrid hvert femte minut.

I himlen sidder fodboldguden Johan Cruyff og følger med hos sin tidligere klub FC Barcelona.

Sådan forestiller FC Barcelona-præsident Joan Laporta sig det i hvert fald.

Laporta deltog i weekenden i tv-programmet Bestial på 3Cat, og her blev han spurgt ind til sin religion og hvorvidt det er Cruyff eller Lionel Messi, der er gud.

Selvom svaret landede på afdøde hollænder, så blev samtalen hurtigt ført over på den lille argentiner, med hvem Laportas forhold til sidst i Barca-tiden blev en smule anstrengt.

- Vi havde et rigtig godt forhold i lang tid. Da vi ikke kunne forlænge hans kontrakt, blev det lidt surt. Senere er det mere eller mindre kommet tilbage. Vi regner med at kunne give ham den fantastiske hyldest, han fortjener, siger Laporta ifølge Mundo Deportivo i tv-programmet.

Lionel Messi nåede fra 2005 til 2021 at spille i alt 778 kampe for FC Barcelona, og her blev det til 672 mål og 303 assists.

Joan Laporta og Lionel Messi bærer pokal sammen.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Det giver ham ikke alene rekorden for flest mål i en FC Barcelona-trikot, det giver ham også rekorden for flest kampe - med 21 flere end Barca-legende Xavi.

Netop Xavi blev i 2024 erstattet af tyske Hansi Flick som cheftræner i FC Barcelona, og det lader ikke til at være en ansættelse, Laporta sådan lige foreløbig kommer til at fortryde.

- Flick er en gladiator – han ligner Russell Crowe. Han er et fantastisk fund, en toptræner. Han er imødekommende og empatisk. Han er meget tysk – meget krævende, og man kan ikke ændre hans planer – men samtidig har han en stor følsomhed. Jeg føler mig meget tryg og glad med ham, lyder det fra Laporta.

Hansi Flick har i alt haft 70 kampe i spidsen for FC Barcelona, mens Xavi nåede i alt 143.

Mest læste

Notifications

Notifikationer