Afrikansk lilleput klar til VM for første gang
For første gang nogensinde skal Kap Verde deltage i VM.

Den lille østat Kap Verde skrev mandag aften historie, da de spillede sig endegyldigt til VM i 2026. Det bliver den lille østats første deltagelse ved et VM nogensinde.
Med en sejr på 3-0 mod Eswatini ender Kap Verde som nummer ét i deres VM-kvalifikationsgruppe, hvor Cameroun, der har kæmpe stjerner som Bryan Mbeumo og André Onana, ender på andenpladsen.
Sejren blev indledt af en scoring i starten af anden halvleg fra Kap Verdes topscorer i VM-kvalifikationen, Dailon Rocha Livramento, der scorede for fjerde gang i kvalifikationen.
Få minutter senere udbyggede Willy Semedo til 2-0, imens indskiftede 37-årige Stopira lukkede og slukkede i kampens overtid.
Derved kunne jublen bryde ud i hele den lille nation.
Der bor blot lidt over en halv million mennesker i Kap Verde, så de bliver utvivlsomt én af de mindste nationer ved VM næste år.

Det er ikke alle nationer, der har lige meget tur i den for tiden. Danske Jon Dahl sidder meget usikkert i sædet i Sverige.













