Lewandowski holder Polens VM-håb i live
Polen indtager andenpladsen i VM-kvalifikationens Gruppe G efter en sejr på 2-0 over Litauen.

Med sin scoring nummer 87 for Polen var Robert Lewandowski med til at hente tre point i Litauen søndag aften.
Polen hentede en sejr på 2-0 over Litauen, hvor Lewandowski og Sebastian Szymański stod for scoringerne.
Allerede efter 15 minutter kom Szymanski på tavlen.
Tyve minutter inde i anden halvleg kom Szymański i fokus igen, men denne gang i oplæggerens rolle, da han fandt 37-årige Lewandowski, som selvfølgelig sendte bolden i mål.
Med sejren over Litauen har Polen nu 13 point efter seks kampe i VM-kvalifikationen, hvilket rækker til en andenplads i Gruppe G.
Førstepladsen tilhører Holland, der har hentet tre point mere end Polen, imens der også er tre point ned til tredjepladsen, hvor Finland ligger. Finland har dog spillet en kamp mere end både Holland og Polen.

Aftenens anden kamp bød på en hollandsk lussing til en dansk træner.

Robert Lewandowski













