Vanvittige Haaland brænder to straffespark og scorer hattrick i norsk triumf
Trods to brændte straffespark rundede Erling Haaland en markant milepæl i Norges storsejr over Israel.

Norge har indtil videre gjort rent bord i VM-kvalifikationen.
Fem kampe og fem sejre var det blevet til før lørdagens opgør mod Israel.
Og den statistik blev der ikke pillet ved på Ullevaal Stadion.
Her scorede Erling Braut Haaland hattrick i en regulær afklapsning, der endte med en 5-0-sejr til hjemmeholdet.
Det startede ellers skidt for Erling Haaland i opgøret.
Efter tre minutter fik Norge tilkendt et straffespark, og det var naturligvis den norske målmaskine, der skulle eksekvere det.
Hans første spark blev dog pillet af Daniel Peretz i det israelske mål. Dommeren skønnede dog, at han havde forladt linjen for tidligt, og dermed fik Haaland en chance til. Den misbrugte han dog også, da målmanden også nappede hans andet forsøg.

Det var dog øjensynligt ikke noget, som rystede nordmændene synderligt. For allerede efter 17 minutter havde Norge igen fundet vej til netmaskerne, og denne gang fik målet lov til at stå. Israelske Anan Khalaili blev noteret for et selvmål, efter han på uheldigvis fik dirigeret bolden i mål efter en hovedstødsduel med Antonio Nusa.
Kort før opgøret rundede en halv time, lynede Norge igen. To gange endda.
Først var det Haaland, der blev sendt i dybden af angrebsmakkeren Sørloth og kunne lægge bolden i kassen. Og minuttet efter var den gal igen for Israel, hvor Idan Nachmias blev noteret for et selvmål, efter at Daniel Peretz ramte ham med en mislykket clearing.
Dermed kunne Norge gå til pause med 3-0 på måltavlen.

Efter pausen havde Norge ingen intentioner om at slække på gassen. Og det var igen, igen med Erling Haaland i hovedrollen.
Og det var efter den samme opskrift begge gange. To gange modtog Antonio Nusa bolden i venstre side og sendte et indlæg afsted. Og to gange kunne Haaland stange bolden i kassen.
Med hans mål nummer to i kampen rundede fænomenet desuden et skarpt hjørne - det var hans mål nummer 50 i den norske landsholdstrøje.
Fem minutter før tid havde Norge bolden i mål endnu en gang, men desværre for Jørgen Strand Larsen, var han kommet ind i en offside-position.
Der kom ikke flere scoringer, og dermed endte opgøret 5-0.
Haaland er varm for tiden. Fredag hev han endnu en stor hæder hjem, som du kan læse mere om herunder.

Erling Haaland
Norge













