Tyrkiets stjerneskud stråler i storsejr over Bulgarien
Arda Güler og Kenan Yildiz gjorde flot figur, da Tyrkiet storsejrede over Bulgarien.

Tyrkiet fik sig lidt af en snitter, sidst man var i aktion i VM-kvalifikationen.
Her måtte man se sig slået med hele 0-6 på hjemmebane mod et veloplagt spansk landshold.
Dermed var det et tyrkisk hold, som skulle rejse sig på udebane mod Bulgarien. Og rejse sig gjorde de.
De kunne nemlig rejse hjem til Tyrkiet med en 1-6 sejr i baggagen.
Efter ti minutter var det den unge Real Madrid-spiller, Arda Güler, der kunne bringe Tyrkiet i front. Efter en hurtig et-to med Hakan Çalhanoğlu, var han alene igennem med målmanden, og kunne med en flad afslutning bringe Tyrkiet på sejrskurs.
Blot et par minutter senere kunne Bulgarien dog bringe lidt spænding tilbage i opgøret. Her scorede Radoslav Kirilov på en afrettet afslutning, som snød Ugurcan Cakir i det tyrkiske mål.
Der blev ikke scoret flere gange i første halvleg, og dermed stod der 1-1 på måltavlen, da de to hold gik til pause.

Efter pausen slukkede Tyrkiet dog al spænding i opgøret.
Først fik Viktor Popov en uheldig hovedrolle. Han forsøgte at komme i vejen for en lang bold i dybden, men på uheldigvis fik han dirigeret bolden ind over Dimitar Midov i det bulgarske mål.
Og herefter gik det stærkt for Tyrkiet.
Først scorede Kenan Yildiz på en flot følt afslutning over i det lange hjørne. Oplægget stod Arda Güler for.
Og fem minutter senere kunne Yildiz gøre det til 4-1 på en nærmest identisk afslutning.
Efter 64 minutter kunne Tyrkiet lukke og slukke. Her sparkede Arda Güler et hjørnespark ind i pandebrasken på Zeki Celik, der nemt kunne dreje bolden i mål.
Og i dommeren tillægstid kunne Tyrkiet sætte opgøret sidste scoring ind. Her scorede Irfan Kahveci til slutresultatet 1-6.













