17 anholdt under Norges kamp mod Israel: Politiet brugte tåregas mod demonstranter
Demonstrationer under Norges kamp mod Israel førte til sammenstød mellem politiet og demonstranter.

Der har været masser af debat om kampen.
Lørdag tog Norge imod Israel i VM-kvalifikationen i en kamp, hvor snakken har været mere om det udenfor banen end på banen i optakten.
Lørdag forløb optakten roligt trods adskillige demonstrationer og en strejke i den kollektive trafik i Oslo. Først under kampen gik det galt, for her førte demonstrationerne til sammenstød mellem politiet og demonstranter. Det fortæller indsatsleder Anders Rønning til TV2 Norge.
- Udenfor stadion havde vi en hændelse under kampen, hvor flere demonstranter observerede en med israelsk flag, som de reagerede på. Vi valgt at tage vedkommende ind bag ved politiafspærringerne for at beskytte vedkommende.
- Da trak demonstranterne mod vores afspærringer. Vi forsøgte at holde dem ude, men så begyndte de at rive i hegnene. Vi måtte bruge gas for at få dem til at holde op, siger Rønning til TV 2 Norge.

Desuden fortæller operationsleder Gabriel Langfeldt, at det har været nødvendigt at anholde 17 demonstranter under kampen.
- 16 af dem er blevet kørt til arresten, mens én er blevet tilbageholdt, da vedkommende er udenlandsk statsborger, siger Langfeldt.
Norsk politi anslår, at op mod 1000 mennesker deltog i demonstrationerne.
Opgøret mellem Norge og Israel endte 5-0, og endnu en gang var det Erling Haaland, der løb med overskrifterne. Det kan du læse mere om her:

Norge













