‘Worst case’ kan betyde yderligere forsinkelse på AGF’s nye stadion
Åbningen kan blive forsinket helt op til to år fra den oprindelige plan.

En forsinkelse på to år fra den oprindelige dato er lige nu 'worst case'-scenariet for AGF's nye stadion.
Det viser et nyt notat fra Kongelundens Sekretariat, som håndterer projektet for Aarhus Kommune. Det er JP, der har fået kendskab til notatet.
Oprindeligt lød planen for åbningen af AGF's nye hjemmebane på en dato efter sommerferien 2025, men den plan ligger efterhånden så langt tilbage, at det kan være svært at holde styr på kronologien.
Først blev åbningsdatoen udskudt med et år til sommeren 2026, dernæst til december 2026, og i juni lød de nye planer så på marts 2027.
Selvom det stadig er marts 2027-datoen, der er udgangspunktet og det, der arbejdes hen mod, så arbejdes der lige nu også med et worst case-scenarie, der betyder, at det nye stadion først er klar til fodbold i august 2027.

- I så stort et byggeri vil der altid være risiko for en forsinkelse. Det ville være useriøst at påstå andet. Vurderingen på seks-otte måneder som den maksimale konsekvens af en forsinkelse er udtryk for en vurdering af ”worst case, udtakler Lone Dannerby Paulsen, der er projektchef i Kongelunden, til JP.
Forsinkelsen på seks til otte måneder er udregnet fra planen om at åbne i december 2026.
Også økonomisk kan en eventuel yderligere forsinkelse have markante konsekvenser.
Holdes forsinkelse nede, så det det nye stadion står klar i marts 2027, vil den økonomiske konsekvens 'kun' lyde på fem millioner kroner, mens en realisering af worst case-scenariet vurderes at kunne koste op mod 45 millioner kroner yderligere.
Blandt andet vanskelige jordbundsforhold med blød jord har været grund til forsinkelserne indtil nu.
AGF












