Jeg håber, du ender med det hele, Højlund!
Rasmus Højlund har med starten på Serie A, Champions League og nu landsholdet fået en – fortjent – frisk start.

Jeg holder med de røde.
Især dem i rødt og hvidt. Men også dem fra Beatlesbyen.
Spørger du en rigtig traditionel fodboldfan, så burde jeg i de sidste par sæsoner have haft alt muligt imod Rasmus Højlund, da han spillede for Premier League-rivalerne fra nabobyen Manchester i to år.
Er verdenen sort-hvid, så er den det også, når det går godt.
Han forlod i en tidlig alder FCK og Danmark i januar 2022. Højlund rejste ud og leverede varen, og jeg har altid heppet lidt på ham.
Det kan du gange med 10 nu.
Den 22-årige danske angriber blev sendt bort af Manchester United i sommer efter et skuffende ophold i mægtige Premier League og rejste tilbage til Italien og S.S.C Napoli, hvor han lige nu har scoret to mål i fire Serie A-kampe og to mål i samme antal Champions League-kampe.
Og nu har han så scoret tre mål for Danmark i tre VM kvalifikationskampe på en måned.
Jeg håber virkelig, at Rasmus Højlunds optur varer ved!
Et kvartårhundrede har jeg professionelt fulgt den her fantastiske sportsgren, og derfor er jeg også for længst kommet forbi fan-stadiet, hvor man ikke kan se udover sit eget tilhørsforhold.
Jeg hepper, med alt hvad jeg har, på Rasmus Højlund.
For lige så meget kritik, man får som angriber, når man brænder en oplagt scoringsmulighed, lige så meget ros skal man have, når man bare sætter indersiden på og sparker en nem bold ind.
Er verdenen sort-hvid, så er den det også, når det går godt.

Højlund blev gjort til syndebuk i Manchester United, og jeg har virkelig også nogle gange undret mig over, at han ikke scorede flere mål. Også på landsholdet hvor det eksempelvis under EM i Tyskland i 2024 heller ikke var nogen opløftende slutrunde for Højlund.
Men nøjagtig som Scott Mctominay, der i sidste sæson blev kåret som MVP i Serie A, er Højlund nu godt i gang med at lukke munden på kritikkerne.
Okay, Belarus ville ikke komme i top seks i Første Division i Danmark, men alle mål tæller.
Og jeg håber, Rasmus Højlund ender med det hele.
Ender med at lukke munden helt på sine kritikere.
Samt mål, succes og hæder.
Rasmus Højlund
Napoli
Herrelandsholdet












