Boca Juniors træner Miguel Ángel Russo er død
Buenos Aires-storklubben har mistet sin cheftræner.

En vaskeægte klublegende er onsdag gået bort.
Argentinske Boca Juniors meddeler at klubbens træner Miguel Ángel Russo er gået bort i en alder af 69.
Russo tiltrådte sin tredje periode som cheftræner for klubben denne sommer, hvor hans første opgave var VM for Klubhold i USA.
Russo blev i 2017 diagnosticeret med prostatakræft, og det var sygdommen, der i sidste måned tvang ham til at tage sygeorlov, hvorefter hans assistenter Claudio Úbeda og Juvenal Rodríguez overtog styringen.
Netop Úbeda beretter, at Russo vedblev at følge med i sin klub helt til klubbens seneste kamp mandag mod Newells Old Boys.
- Indtil sin sidste dag var han forbundet med den store passion, der fulgte ham hele livet. Hans assistent Claudio Úbeda fortalte efter 5-0-sejren mod Newell’s Old Boys, at Russo stadig havde styr på alt og fulgte med i detaljerne, lyder det fra Boca Juniors.

Russos trænerkarriere stod i stærk kontrast til hans aktive karriere som spiller.
Som aktiv repræsenterede han nemlig ene og alane argentiske Estudiantes, hvor han tørnede ud på klubbens midtbane fra 1975 til 1988.
Foruden tre perioder som træner for Boca Juniors har Miguel Ángel Russo været forbi ni andre klubber bare i Argentina, mens han også har trænet klubber i Chile, Mexico, Colombia, Peru og Paraguay, mens han udenfor Sydamerika har været i spanske Salamanca og saudiarabiske Al Nassr.













