Thorup om nyt job: Som at få Barcelona eller Bayern
Jess Thorup er onsdag blevet ansat i egyptiske Al Ahly, og der er tale om et kæmpe job, fortæller han til TV 2 Sport.

Jess Thorup skal prøve kræfter med en helt ny liga.
Det står klart, efter han onsdag er blevet præsenteret som ny cheftræner i den egyptiske storklub Al Ahly SC.
Thorup har kastet sig selv ud et i interessant eventyr, og det er et meget stort job, han har landet, fortæller den nye Al Ahly-træner i et interview med TV 2 Sport.
- Hvis man går udenfor Europa og tager et kontinent som Afrika, så er det den største klub i Afrika med over 80 millioner fans. Det er vel som at komme til Europa og få Barcelona eller Bayern. Det er i den kaliber.

- Det tiltalte mig at få lov til at åbne nogle nye døre – og til et nyt kontinent – med det pres, der hører med. Derfor er jeg også endt med at sige ja til den her kæmpe udfordring, fortæller Jess Thorup til TV 2 Sport.
Al Ahly deltog i sommerens klub VM, hvor holdet spillede 4-4 med FC Porto, 0-0 med Inter Miami og tabte med 2-0 til brasilianske Palmeiras.
Thorup får sin debut i den egyptiske klub den 18. oktober, når Al Ahly møder Aigle Noir i den afrikanske udgave af Champions League.

Jess Thorup
Al Ahly SC













