Fanfraktion kalder nyt udtryk ‘usmageligt’ – og klubben lytter
FC Fredericia har præsenteret nyt logo og slagsang.

Det er nye tider i FC Fredericia.
Klubben er i gang med sin første sæson i Superligaen nogensinde, og snart bliver det med et nyt logo på brystet. Det har Fredericia i dag offentliggjort på sin hjemmeside.
Nyheden om et nyt logo samt en ny slagsang kom allerede ud tirsdag aften i forbindelse med et fanmøde i Fredericia, og den uofficielle fraktion i FC Fredericia, Garnisonen, udtrykte efterfølgende utilfredshed med klubbens nye udtryk.
- Melodi Grand Prix eller fankærlighed? Logo med sjæl - eller logo uden?
- Det er desværre de skift, der er sket i aften. En mørk dag for sjælen af klubben og for vores identitet. Det gamle logo, båret af vores legender, og sangen, skrevet og sunget af fans, vil aldrig forgå.
- Dette skridt mod en kommerciel fodboldverden, hvor man fjerner sjæl fra forretning, er usmagelig, lyder det på Instagram i en story fra Garnisonen, der er delt på flere fan-profiler.
I FC Fredericia er der forståelse for fansenes reaktion, der blot er et udtryk for en kærlighed til klubben.

- Vi respekterer fuldstændig, at fansene ytrer sig og har holdninger til tingene. Det viser jo, at det betyder noget for dem, og det er sådan, det skal være.
- Det er anden gang, klubben skifter logo indenfor de første 34 år, og vi forstår fuldt ud, at det er en omvæltning, som også er forbundet med en masse følelser, og derfor er logoet også lavet med stor respekt for det eksisterende.
- Vi kommer ikke til at smide noget af historien ud af vinduet, men tilføjer stedet et par ekstra elementer som er mere tidssvarende, siger kommunikationschef i FC Fredericia, Søren Pabst.
Den officielle udmelding omkring det nye logo blev dog først offentliggjort onsdag eftermiddag, og her har oprykkerklubben allerede fået mange gode reaktioner.
Men derfor betyder det ikke, at udmeldingen fra fanfraktionen ikke også tages alvorligt.
- Vi har fået utroligt mange positive tilbagemeldinger omkring de nye elementer, men vi lytter også til de negative og vil selvfølgelig gøre hvad vi kan at historien lever videre i både de nye og eksisterende elementer i klubben, siger Søren Pabst.
Det nye logo kommer til at præge FC Fredericias trøjer fra slutningen af efterårssæsonen, når Monjasa Park lægger græs til opgøret mellem FC Fredericia og OB.
Læs mere om det nye logo og se det i artiklen herunder:

FC Fredericia












