AaB skifter anfører permanent
Benjamin Tiedemann kommer fremover til at spille med anførerbindet om armen.

Der er kommet nye boller på suppen i AaB.
I hvert fald er der blevet skiftet anfører.
Det oplyser nordjyderne på sin hjemmeside.
Den nye anfører bliver Benjamin Tiedemann, der kom til klubben fra svenske AIK så sent som i sommer.
Den 31-årige midtstopper overtager tjansen fra Frederik Børsting.

AaB oplyser, at anførerskiftet er sket i fælles forståelse. Frederik Børsting er i stedet ny viceanfører.
- Benjamin har som forventet vist sig som en lederfigur på vores hold og i vores trup, og denne justering skal mest ses som et tilvalg snarere end et fravalg.
- Samtidig spiller Benjamin i bogstaveligste forstand på en central position på banen, hvilket jeg mener i anførersammenhæng er mest optimalt for vores hold, forklarer Steffen Højer og tilføjer:
- Selvom Frederik på det seneste har været ude af startopstillingen, så har hans indstilling været eksemplarisk, hvilket man også ved selvsyn kunne se, da han i vores seneste kamp mod HB Køge kom ind fra bænken kort inde i anden halvleg og leverede en strålende præstation. En sådan indstilling kan man kun have respekt for, siger AaB-cheftræner Steffen Højer.
Frederik Børsting selv tager nyheden med oprejst pande og erkender da også selv, at skiftet ikke kommer som et lyn fra en klar himmel:
- I forhold til antallet af spilleminutter så har jeg selv gået med tanken, at det kunne give mening at skifte anfører, og efter en god snak med Steffen er jeg nu viceanfører, hvilket jeg også er enormt stolt af.
- Benjamin har selvfølgelig min fulde opbakning, og jeg vil også fremover gøre alt for at tilkæmpe mig så meget spilletid som muligt, og at vi sammen som gruppe kan opnå vores mål, siger han.
Anførergruppen i AaB består foruden Benjamin Tiedemann og Frederik Børsting også af Mads Bomholt, Nicklas Helenius og Bjarne Pudel.
Opdateres..
AaB












