Hastværk er lastværk: Lyngby fortsætter med den midlertidige trænerløsning
Lyngby bekræfter nu, at Andreas Bjelland og kompagni fortsætter i spidsen for klubben lidt endnu.

Den midlertidige trænerløsning i Lyngby Boldklub forbliver virkeligheden lidt endnu i klubben.
Siden Morten Karlsens fyring i september, har Andreas Bjelland, Dan Brimsvik, Bertram Gylling og Thomas Villadsen i fællesskab varetaget træneropgaven, og det bliver der ikke ændret på foreløbig.
Tirsdag skriver Lyngby på sin hjemmeside, at trænerteamet fortsat vil stå i spidsen for De Kongeblå. Den midlertidige løsning vil fortsætte efterårssæsonen ud, lyder det.
Umiddelbart efter fyringen af Karlsen meldte Lyngby ud, at man var optimistiske om at finde en afløser inden for kort tid, men piben har nu fået en anden lyd.
- Vi havde regnet med, at vi skulle have en rimelig kort proces om cheftrænerposten, men vi må jo bare sige, at med den udvikling, vi har haft de sidste 4-5 uger, ville det være tosset ikke at tage os bedre tid til rekrutteringen.
- Resultaterne er en ting. Noget langt vigtigere er det lederskab, vi har set i dagligdagen, i klubhuset og overfor spillertruppen. Der har vi en samlet stab, der virkelig er trådt i karakter hele vejen rundt.

- Jeg er heller ikke bleg for at rose Bjelland, der har været outstanding i sin måde at tackle det eksterne pres, medier, fans og det at stå i spidsen for Lyngby Boldklub.
- Det skal vi bygge videre på, og derfor håber vi, at den fremadrettede trænerkonstellation også vil være med Bjelland om bord, fortæller Nicas Kjeldsen, der er sportschef i Lyngby, til holdets hjemmeside.
Qua spekulationer i medierne, melder klubben desuden klart ud, 'at det ikke ligger i kortene', at Andreas Bjelland overtager som cheftræner permanent.
Bjelland har nemlig ikke de fornødne trænerlicenser på plads endnu og vil - i tilfælde af oprykning - ikke blive godkendt.
Bjelland og resten af trænerteamet har ført Lyngby til tre sejre og én uafgjort efter Morten Karlsen blev smidt på porten.
Lyngby Boldklub












