Nørgaards plan er stadig at ende i Brøndby
Christian Nørgaards fremtidsdrømme har ikke ændret sig med skiftet til Arsenal.

Måske en håndfuld Brøndby-fans blev en smule ærgerlige, da Christian Nørgaard i sommerens transfervindue skiftede til Arsenal.
I hvert fald havde flere af dem formentlig håbet på, at netop Brøndby IF ville blive den 31-årige midtbanespillers næste klub.
Christian Nørgaard har nemlig tidligere gjort det klart, at han har en klar plan om at slutte karrieren af på Vestegnen.
Nu har han i stedet skrevet under på en aftale med Arsenal, der strækker sig frem til 2027 - og dertil indeholder en option på yderligere et år.
Men bare fordi arbejdsgiveren nu hedder Arsenal, er der ikke blevet ændret på Christian Nørgaards mål om at ende karrieren i Brøndby.
Faktisk er han så sikker i sin sag, at han nu heller ikke har ambitioner om at prøve sig af flere stedet i udlandet.
Det fortæller han ifølge Bold:
- Jeg tør godt garantere, at Arsenal er min sidste klub i udlandet. Jeg vil stadig gerne retur til Brøndby, når min kontrakt udløber i Arsenal, siger han.
Christian Nørgaard har tidligere spillet hele fem år i Brøndby IF fra 2013 til 2018, inden han blev solgt til Fiorentina og siden fandt vej til Brentford.
Han er denne gang samlet med resten af det danske landshold, efter han bøvlede med en skade senest.
Arsenal
Brøndby IF
Christian Nørgaard












